Digitale prøvesvar
De digitale prøvesvar er lægernes arbejdsredskab, men giver også mulighed for at alle parter hurtigt kan få svar.
Som patient kan man derfor selv tage styring på, hvornår og med hvem man gerne vil læse sit prøvesvar.
I nogle situationer skaber prøvesvarene uro og ængstelse, fordi svarene kan være svære at forstå eller indeholde en melding om alvorlig sygdom.
Her finder du gode råd til dig som patient, pårørende eller sundhedsprofessionel.
Feedback til de gode råd?
- du har forslag til forbedringer
du har brugt de gode råd som enten patient, pårørende eller sundhedsprofessionel – og har feedback til os.
Svar gerne på dette korte spørgeskema eller skriv til os.
Brug for at printe de gode råd?
- Gode råd til dig, der vil læse dit prøvesvar digitalt
- Gode råd til dig, der er pårørende til en patient, som vil læse prøvesvar digitalt
- Gode råd til dig, der skriver digitale prøvesvar
- Gode råd til dig, hvis patient får prøvesvar digitalt
- Gode råd til dig, der behandler en patient, som får prøvesvar digitalt.
Gode råd til dig, der vil læse dit prøvesvar digitalt
Efter en undersøgelse kan du se et prøvesvar, så snart resultatet er klar. Prøvesvar kan være svære at læse og gøre dig unødigt bekymret. Hvis du overvejer at læse et prøvesvar, før du har talt med sundhedspersonalet, er her nogle gode råd:
- Overvej at være sammen med en pårørende, når du læser dit prøvesvar.
- Overvej, hvornår du læser dit prøvesvar. Er det fx op til en weekend, er der måske lang tid, til du kan få fat på sundhedspersonale, hvis du har brug for at tale med nogen om dit prøvesvar.
- Overvej at slå notifikationer fra i en periode, hvor du venter på prøvesvar, der kan være alvorlige. Hvis du får en notifikation, kan det være svært at vente med at læse det.
Sundhed.dk/MinSundhed har ikke notifikationer. - Få hjælp til de svære ord. Brug Patienthåndbogen på sundhed.dk, hvis du er i tvivl om, hvad de latinske og lægefaglige ord i dit prøvesvar betyder.
Prøvesvarene er et arbejdsredskab for sundhedspersonalet, og derfor er de skrevet i fagsprog.
Hvis du læser prøvesvar på sundhed.dk eller i MinSundhed, kan du også bruge den medicinske ordbog på hjemmesiden/i appen. - Skriv de spørgsmål ned, som du har til lægen.
Gode råd til dig, der er pårørende til en patient, som vil læse prøvesvar digitalt
Efter en undersøgelse kan patienter se et prøvesvar, så snart resultatet er klar. Prøvesvar kan være svære at læse og gøre patienten unødigt bekymret.
- Tal med din pårørende om fordele og ulemper ved at læse prøvesvaret, før han/hun kan tale med en læge.
- Stil dig til rådighed for din pårørende, så I kan læse prøvesvaret sammen, eller så du er tilgængelig over telefonen.
- Få hjælp til de svære ord. Brug Patienthåndbogen på sundhed.dk, hvis du er i tvivl om, hvad de latinske og lægefaglige ord i dit prøvesvar betyder.
Prøvesvarene er et arbejdsredskab for sundhedspersonalet og derfor er de skrevet i fagsprog.
Hvis du læser prøvesvar på sundhed.dk eller i MinSundhed, kan du også bruge den medicinske ordbog på hjemmesiden/i appen. Skriv de spørgsmål ned, som I har til lægen.
Gode råd til dig, der skriver digitale prøvesvar
- Skriv konklusion – hvis der er en (fx billedbeskrivelser).
- Skriv konklusionen først, eller marker, at det er en konklusion, så patienten nemt kan finde den.
- Skriv fx i konklusionen, hvis prøvesvaret er normalt eller hvad betydningen er for en prognose.
- Lad konklusionen svare til formålet (fx metastaser?)
- Skriv prøvesvar, så patienten også kan forstå dem. Eller så ordbogen i MinSundhed/sundhed.dk kan oversætte til et sprog, som patienten har større chance for at forstå.
Gode råd til dig, hvis patient får prøvesvar digitalt
- Forbered din patient på, at der kommer prøvesvar digitalt, og fortæl, at det kun er et tilbud.
- Fortæl, hvordan patienten ellers får svar.
- Del de gode råd til patienter, der vil læse prøvesvar digitalt.
- Forbered din patient på relevante scenarier:
- Fx: Blodprøvesvar uden for normalområdet betyder ikke nødvendigvis, at der er noget galt.
- Fx: Hvis prøvesvaret anbefaler ekstra undersøgelse, betyder det ikke nødvendigvis, at der er noget galt.
- Aftal, hvornår patienten kan stille eventuelle spørgsmål til prøvesvaret.
- Forbered dig på, at patienten måske har læst sit prøvesvar digitalt inden sit møde med dig. Overvej, hvordan du vil undersøge prøvesvaret med patienten.
Gode råd til dig, der behandler en patient, som får prøvesvar digitalt
- Forbered din patient på, at der kommer prøvesvar digitalt, og fortæl, at det kun er et tilbud.
- Fortæl, hvordan patienten ellers får svar.
- Del de gode råd til patienter, der vil læse prøvesvar digitalt.
- Forbered din patient på relevante scenarier:
- Fx: Blodprøvesvar uden for normalområdet betyder ikke nødvendigvis, at der er noget galt.
- Fx: Hvis prøvesvaret anbefaler ekstra undersøgelse, betyder det ikke nødvendigvis, at der er noget galt.
Om kampagnen
SKS har lavet en kampagne om digitale prøvesvar i 2023-2024.
Kampagnen kommer omkring forskellige aspekter ved alle de digitale prøvesvar, men især nogle emner fokuserer på de prøvesvar der ikke er svar på blodprøver.
SKS har indsamlet en række erfaringer fra patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle for at belyse fordele og ulemper ved den hurtige, digitale adgang til prøvesvar.
SKS’ holdning er, at den hurtige, digitale adgang til prøvesvar overordnet er en stor fordel for patienterne, men at der også er plads til fx forberede patienter bedre på, at muligheden er der, og hvordan man som patient kan forholde sig til det.
Derfor har vi lanceret en række gode råd og er gået i dialog med bl.a. sundhed.dk, sundhedsplatformen og Danske Patienter.
Det har bl.a. ført til en fælles “advarselstekst” som fremgår på sundhed.dk, MinSP og minsundhedsplatform.dk – og som inddrager de erfaringer som SKS’ har indsamlet.
Se tekst på sundhed.dk.
Om digitale prøvesvar
Digitale prøvesvar er svar på blodprøver eller undersøgelser som er tilgængelige på hjemmesider eller i apps.
Patienter i hele Danmark kan finde prøvesvar på sundhed.dk eller i appen MinSundhed. Patienter i Region Sjælland og Hovedstaden kan finde prøvesvar på minsundhedsplatform.dk eller i appen Min Sundhedsplatform. Patienter i hele Danmark kan finde svar på blodprøver bestilt af den praktiserende læge i appen Min Læge.
Fælles for de digitale prøvesvar er at patienten har adgang til prøvesvar før de formidles af en læge, og nogle prøvesvar er “mellemregninger” som patienten ikke nødvendigvis behøver at kende svaret på. De indgår i udredningen, og det er først den endelige diagnose som er interessant for patienten.
Beslutningen om at patienter skal kunne tilgå prøvesvar er taget i Danske Regioner i 2015 som opfølgning på en tilfredshedsundersøgelse blandt brugere og for at styrke patientens mulighed for at involvere sig i eget behandlingsforløb og kunne møde mere forberedt op til konsultationer. Den oprindelige forsinkelse på 3-5- dage blev ophævet af regionerne i 2017.
Sprogprisen 2024
SKS vandt Sprogprisen i kategorien sundhed, sygdom og sprog for vores indsats for at skabe opmærksomhed om fordele og ulemper ved digitale prøvesvar.
Vi har indsamlet erfaringer fra patienter og pårørende. Vi har beskrevet fordele og ulemper fra forskellige vinkler. Og vi har skabt samarbejder med interessenter om ændringer og justeringer.
Indsatsen er beskrevet i en række opslag på LinkedIn samt 2 kronikker og 1 artikel.
Konkret har indsatsen p.t. ført til:
✓ nye, fælles ”advarselstekster” til patienter, som vil se prøvesvar på digitale platforme
✓ gode råd til patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle
✓ test af de gode råd på hospitalsafdelinger og undersøgelse af patienter og klinikeres erfaringer (specialestuderende)
Om sprogprisen
Sprogprisen sætter fokus på det skriftlige sprog i både det private erhvervsliv og den offentlige sektor ved at anerkende og belønne det gode danske sprog.