Arrangementer

SKS arrangement
Andre arrangementer

28

apr

2026

Webinar: Hvad skal der egentlig til for, at tværfagligt samarbejde fungerer i praksis?

Kl. 14-14.45

Tema: Samarbejde i konkrete patient- og borgerforløb

Hvordan skaber vi et sundhedsvæsen, hvor samarbejdet på tværs af faggrupper ikke bare er en ambition – men noget, der faktisk virker i hverdagen?

På det seminar sætter vi fokus på vilkår for tværfagligt samarbejde med afsæt i ny forskning fra dansk hjemmepleje.

Oplægsholder: Andreas Nielsen Hald, Postdoc ved Aarhus Universitet, MSc Sociology, Ph.D.

Andreas præsenterer indsigter fra sin forskning i, hvad der konkret får samarbejde til at fungere – og hvorfor der ikke findes én løsning, der passer til alle.

Du får bl.a.:
• indblik i hvilke vilkår der har størst betydning for forskellige faggrupper – hvordan det påvirker det kommunikationen 
• viden om hvorfor “one size fits all” ikke virker i praksis
• konkrete perspektiver på, hvordan man kan arbejde målrettet med forbedringer – og håndtere faglig uenighed. 
• eksempler fra danske kommuner og hjemmepleje

Vi ved allerede meget om tværfagligt samarbejde, men doing-delen halter stadig. Dette webinar giver dig ny viden om, hvordan vi kan lukke det gab.

Tilmeld dig og bliv klogere på, hvordan vi kan skabe bedre samarbejde – til gavn for både patienter og fagprofessionelle.

Læs om studiet.

26

maj

2026

Webinar: Kommunikation, etik og magt – når samarbejde bliver svært

Kl. 14-14.45

Tema: De svære samtaler og dilemmaer i tværprofessionelt samarbejde

Tidligere arrangementer

25

mar

2026

Årsmøde og generalforsamling

Kl. 10.00-15.30

Dansk Selskab for Kommunikation i Sundhedsvæsenet inviterer til årsmøde den 25. marts 2026 kl. 10.00–15.30. Årets tema er sårbarhed i mødet med sundhedsvæsenet, og dagen byder på inspirerende oplæg om bl.a. lighed i sundhed, samtaler om følsomme emner og skam set fra både patient- og sundhedsprofessionelles perspektiv.

Efter frokost fortsætter vi med en teaterworkshop, hvor pointer og cases fra oplæggene omsættes til praksis gennem faciliteret refleksion og improvisation af skuespillere. Formålet er at skabe ny indsigt, fælles læring og konkrete greb, som kan tages med hjem i hverdagen.

Se program (pdf).

Der vil være forplejning hele dagen, og prisen er 250 kr. for medlemmer og 550 kr. for ikke-medlemmer. Tilmeld dig ved at skrive en mail til kontakt@sksnet.dk senest 13. marts 2026.
Skriv hvis du fx er vegetar eller har allergi.

Årsmødet afholdes på Karen Blixens Blvd. 7, 8220 Brabrand (lokalet “Rooftop”).

Efter årsmødet afholdes generalforsamling for nuværende SKS-medlemmer og nye interesserede. Generalforsamlingen slutter 16:30.

Giv besked hvis du som medlem ønsker at deltage i generalforsamling online.

24

feb

2026

Webinar: Når fagligheder mødes – fælles forståelse i komplekse forløb

Kl. 14-14.45

På dette webinar præsenteres og diskuteres de udfordringer, der kan opstå når forskellige fagligheder mødes i en sundhedsfaglig kontekst.

Hensigten er efter et kort oplæg at deltagerne deler og diskuterer egne erfaringer med tværprofessionel kommunikation.

Centrale spørgsmål

  • Hvorfor opstår misforståelser mellem professioner?
  • Hvordan påvirker fagsprog, tavs viden og professionskulturer samarbejdet?
  • Hvordan kan tværprofessionel kommunikation styrke kvalitet og patientsikkerhed?

Indhold

  • Introduktion til tværprofessionel kommunikation som fagligt felt
  • Fælles forståelse vs. faglig præcision
  • Kommunikation som et organisatorisk og etisk ansvar
  • Enkle greb til at skabe fælles forståelse i hverdagen

Udbytte for deltagerne

  • Større indsigt i betydningen af egne og andres professionelle perspektiver
  • Et fælles begrebsapparat for at styrke tværprofessionel dialog
  • Konkrete kommunikationsprincipper, der kan anvendes i praksis

Oplægsholder: Seniorforsker Ditte Høgsgaard

25

nov

2025

Webinar: Kommunikationsakademiet

Kreativ kommunikation? Narrativ medicin i teori og praksis

Kl. 14.00-14.45

Narrativ medicin er et nyt tiltag i uddannelsen og videreuddannelsen af sundhedsprofessionelle. Ideen er, at evnen til at lytte bedre til en patient- eller pårørendefortælling for dermed bedre kunne gengive det hørte for fortælleren, kan bidrage til at skabe en særlig relation og en bedre behandling. Dette skærpes gennem analyser af skønlitterære tekster og andre kunstneriske fænomener.

Tankerne stammer fra USA, men er i hastig vækst mange steder i verden, inklusiv Danmark, hvor Syddansk Universitet har arbejdet systematisk med narrativ medicin og fortællinger siden 2015, og hvor der også har været forsket i brugen af skønlitteratur som sundhedsfremme.

Oplægget præsenteres af:

  • Peter Simonsen, Professor i litteratur og leder af forskningscentret Uses of Literature ved det Humanistiske Fakultet, SDU. Han har været med i udvikling af undervisning og forskning i narrativ medicin i Danmark siden begyndelsen.

28

okt

2025

Webinar: Kommunikationsakademiet

Hvad sker der i mellemrummet mellem ”dem” og ”os”? Og hvad gør vi, der hvor vi møder vores egen grænse for lydhørhed i arbejdet med personcentrering?

Kl. 14.00-14.45

Oplægget tager afsæt en nylig afsluttet ph.d.-afhandling, hvor psykiatribrugere og sygeplejersker er inddraget som medforskere. Afhandlingen undersøgte mellemrummet mellem ”os” og ”dem” som et sted, hvor stigma og andetgørelse kan udspille sig. En væsentlig pointe er, at så længe der er et mellemrum, kan personcentreret kommunikation have svære kår. I oplægget inviteres derfor til dialog og fælles refleksion over dette mellemrum. Dialogen danner afsæt for en fælles undersøgelse af, hvornår, hvorfor og hvordan vi som sundhedsprofessionelle møder grænsen for vores egen lydhørhed og stiller skarpt på, hvordan en opmærksomhed på mellemrummet kan skabe rum for at udvikle lydhørheden.

Oplægget præsenteres af;

  • Lisbeth Lauge Andersen, Ph.d. og sygeplejerske, Adjunkt på sygeplejerskeuddannelsen, University College Lillebælt samt gæsteforsker på SDU, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Enhed for Sundhedsfremme

30

sep

2025

Webinar: Kommunikationsakademiet 

Rum, omsorg og relationer – når rummets stemthed skaber afsæt for omsorg

Kl. 14.00-14.45

Hospitalets rum, med dets indretning og sanseindtryk, skaber et vigtigt afsæt for omsorg og lydhørhed. Dette oplæg tager afsæt i et ledelsesmæssig initiativ om indretning og udsmykning af en Familiestue ud fra faglige værdier, evidens og prioriteringer, som sætter patienten først – og omsorg i hovedsædet.

Betydningen af indretning og udsmykning af Familiestuen, med fokus på mere hjemlighed, genkendelighed og naturelementer, er ligeledes undersøgt forskningsmæssigt. Under oplægget vil foreløbige centrale fund blive præsenteret, som afsæt for fælles refleksion og diskussion omkring rummets væsentlige bidrag til omsorgsrelationer.

Oplægget præsenteres af:

  • Anette Nissen Sørensen, Chefsygeplejerske, Hjertesygdomme, Sygehus Lillebælt
  • Anni Jungdal, Klinisk Sygeplejespecialist, Hjertesygdomme, Sygehus Lillebælt
  • Connie Timmermann, Lektor og stedfortrædende leder, Center for Forskning i Patientkommunikation, Odense Universitetshospital og Klinisk Institut, SDU

14

juni

2025

Event på Folkemødet

Forstår du, hvad sundhedsvæsenet siger? Og forstår det dig?

Kl. 16.00-16.45, Danske Regioners telt (F10)

God kommunikation mellem sundhedsvæsen og borger er svær, især hvis borger har særlige udfordringer.

I debatten tager vi udgangspunkt i en række konkrete cases, hvor kommunikationen ikke har været vellykket. Vi dykker ned i problemet og drøfter, om vi kan få et bedre kommunikerende sundhedsvæsen ved i højere grad at undervise og efteruddanne de ansatte i patientkommunikation.

Baggrund

Klager over kommunikation ligger højt på listen over serviceklager på sygehusene. En serviceklage kan f.eks. være en klage over adfærd, kommunikation, tilgængelighed, fysiske rammer eller generel service. Ugeskrift for Læger har gennemgået serviceklager i regionerne fra 2018 til 2022. Gennemgangen viser, at klager over kommunikation ligger på en delt førsteplads – sammen med klager over adfærd. Værst står det til for borgere med særlige udfordringer. I en rapport fra 2022 konkluderer Sundhedsstyrelsen fx, at borgere med lavere social status oplever en ringere kvalitet af kommunikation med lægerne og sygeplejerskerne.

Deltagere

Christian Boel, direktør, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune
Karen Ingerslev, forsknings- og udviklingschef, Social Sundhed
Daniel Staal Nyboe, læge og næstformand i Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM)
Daniel Schwartz Bojsen, direktør for sundhed, Professionshøjskolen Absalon
Karen Frederiksen, formand, Dansk selskab for kommunikation i sundhedsvæsenet
Moderator: Helle Petersen, kommunikationsforsker og -rådgiver.

27

maj

2025

Webinar: Kommunikationsakademiet

Brugerperspektiv – hvordan sprog og effektivisering kan påvirke samarbejde og patientoplevelse

Kl. 14.00-14.45

Oplægget fokuserer blandt andet på hvordan effektivisering kan have en uønsket effekt på kommunikationen mellem patienter og sundhedsprofessionelle. Med afsæt i virkeligheden udforsker vi hvordan sproget påvirker samarbejdet og patientoplevelsen. 

Overordnet tema: Kommunikation i sundhedsvæsenet – Hvordan uddanner vi til et møde mellem mennesker.

Der vil i oplægget være tid til at drøfte erfaringer fra egen praksis.

Oplæg ved Bjarne Ledet Larsen.

29

apr

2025

Webinar: Kommunikationsakademiet

Hvordan styrker vi kommunikationen med pårørende i sundhedsvæsenet – og hvordan klæder vi fagprofessionelle bedre på gennem grund- og videreuddannelse?

Kl. 14.00-14.45

Overordnet tema: Kommunikation i sundhedsvæsenet – Hvordan uddanner vi til et møde mellem mennesker.

Eva Hoffmann, ph.d. og lektor, UCSyd, har i sin ph.d. udviklet kommunikationsmodellen MIKA. Eva vil dele indsigter i, hvordan vi kan skabe mere meningsfuld og inddragende kommunikation med pårørende – et område, der ofte er komplekst, men helt afgørende for både patientforløb og samarbejdet med pårørende.

Eva indleder med en kort præsentation af sin forskning, hvorefter der vil være rig mulighed for at deltagerne med afsæt i egne erfaringer kan diskutere muligheder og begrænsninger i kommunikationen med pårørende.

Webinaret henvender sig til alle med interesse for kommunikation i sundhedsvæsenet – både undervisere, klinikere og beslutningstagere.

25

mar

2025

Webinar: Kommunikationsakademiet

Hvordan ser det ud og hvad sker der, når patienter og pårørende er involverede i kliniske samtaler?

kl. 14-14.45:

Med udgangspunkt i at patient-centreret kommunikation er noget som patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle skaber sammen i interaktion, præsenterer Elna Leth Pedersen, ph.d-studerende ved Center for Forskning i Patientkommunikation eksempler og resultater fra sin forskning om patientinvolvering. Hvad kan vi lære af erfaringerne, og hvordan implementerer vi patientcentreret kommunikation i praksis?

Der vil i oplægget være tid til at drøfte erfaringer fra egen praksis.

Målgruppe

Oplægget er relevant for alle der ønsker at forstå interaktive dynamikker i involvering og arbejder med implementering af patient-centreret kommunikation.

22

apr

2025

Generalforsamling

Generalforsamling – online

kl. 19-20 på Webex

Læs om generalforsamling, fx kandidater til bestyrelsen, på Generalforsamling – SKS.

10

apr

2025

Årsmøde

AFLYST! (Planlægges afholdt til efteråret)

Kommunikation i sundhedsvæsnet: Fra forstoppelse til lighed – Hvordan god kommunikation skaber bedre forløb

kl. 11.30-15.30: Årsmøde

En temaeftermiddag om vigtigheden af uddannelse i kommunikation i sundhedsvæsnet. Vi får indblik i:

• en læges tilgang til at tale om følsomme emner som forstoppelse v/ speciallæge i mave- og tarmlidelser Lotte Fynne.
• en forsker i sundhedskommunikations personlige oplevelse som patient v/ kommunikationsforsker og -rådgiver Helle Petersen
• en professors perspektiv på, hvordan kommunikation kan fremme lighed i mødet mellem sundhedspersonale og patienter v/ professor i sårbarhed, Dorthe Nielsen.

25

feb

2025

Kommunikationsakademi

Når sundhedsdata bliver patientdata – digitale prøvesvars rolle i patientkommunikation

Hvordan kan kommunikationen af testresultater forbedres, så den stemmer overens med sundhedslovens § 16, stk. 3, som indebærer, at information skal gives på en hensynsfuld måde. Baseret på kvalitative og kvantitative data.

v/ Stine Bierbaum Schlosser & Stine Busk Andersen

19-20 på Teams

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.